Tirsdag havde styrelse mistanke om smitte med Omikron-variant efter dj-koncert. Onsdag er mistanken bekræftet.

Koncertgæst testet positiv for omikron­variant

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

En mistanke om et smittefælde med coronavarianten Omikron efter en koncert med DJ Martin Jensen lørdag er onsdag bekræftet, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til DR. Koncerten fandt sted lørdag i Aalborg Kongres og Kultur Center.

»Det vigtige er, at folk bliver testet hurtigst muligt i dag og igen i overmorgen, og de skal være særligt opmærksomme på symptomer. Og hvis de har symptomer, skal de lade sig isolere og blive PCR-testet«.

Har man ikke symptomer, er en kviktest tilstrækkelig, siger Birgitte Drewes.

Alle opfordres til at blive testet

Aalborg Kongres og Kultur Center opfordrede også tirsdag alle, der var til koncerten, til at lade sig teste onsdag og fredag. Der var omkring 2.000 publikummer til koncerten.

Kan man som gæst vise sin billet fra koncerten, kan man komme igennem til en PCR-test uden at bestille tid først, skriver Region Nordjylland på Twitter.

På Instagram skriver Martin Jensen, at han »inderligt« håber, at den smittede kommer sig.

»Jeg har fuld tillid til at AKKC har opfyldt alle krav til sikkerhed, tjek af vaccinepas og så videre. Så det er vildt ærgerligt, at der alligevel er konstateret smitte. Sikkerhed har højeste prioritet hos mig og mit team, og jeg vil følge sagen tæt de kommende dage«, skriver han i en Instagram-story, som er et midlertidigt opslag.

Sundhedsstyrelsen har skærpet retningslinjerne for smitteopsporing, når det kommer til smitte med omikron.

Det anbefales, at både nære kontakter og nære kontakters nære kontakter går i selvisolation og bliver PCR-testet på dag 1, 4 og 6 efter kontakt til den smittede.

Onsdag er status, at der i alt er fire påviste tilfælde med Omikron-varianten i Danmark. De har alle forbindelse til rejseaktivitet i Sydafrika. Det vides endnu ikke, om koncerttilfældet er blandt de fire, eller der er tale om et femte.

Omikron frygtes at være mere smitsom end den dominerende Delta-variant. Den er muligvis også mindre følsom over for antistoffer fra vacciner. Der mangler dog officielle data til at be- eller afkræfte disse formodninger.

Opdateres ...

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her