Verdenssundhedsorganisationen (WHO) forventer inden for nogle dage at have mere information om, hvor smitsom den nye omikron-variant er.
Det siger WHO’s ledende epidemiolog Maria Van Kerkhove på en pressekonference onsdag.
Det er endnu uklart, om omikron er mere smitsom end andre varianter såsom Delta. Men Van Kerkhove nævner en højere smitsomhed som et muligt scenarie. Forskerne ved heller ikke endnu, hvor alvorligt et sygdomsforløb, omikron forårsager, eller om de eksisterende coronavacciner er effektive i kampen mod den.
Men chefforsker Soumya Swaminathan siger, at WHO mener, at de vacciner, der er godkendt til brug i dag, også vil have en effekt mod omikron.
Vaccineproducenter har sagt, at de forventer, at det kan tage omkring to uger at fastslå, om deres vacciner virker mod omikron.
I sidste uge sagde WHO, at det kunne tage uger at vurdere de data, der indtil videre findes om omikron.
De rejserestriktioner, som mange lande har indført over for Sydafrika, gør det sværere at få virusprøver tilsendt fra landet, siger Maria Van Kerkhove.
WHO er imod de indrejseforbud, der er indført over en bred kam for flyrejser til og fra Sydafrika, siger WHO’s krisechef, Mike Ryan. Det vil ikke forhindre den nye variant i at sprede sig, siger han.
»Tanken om, at man bare kan forsegle nogle lande hermetisk, er ikke mulig. Jeg kan ikke se logikken fra et epidemiologisk eller folkesundhedsmæssigt perspektiv«, lyder det fra Ryan.
Fredag kategoriserede WHO den nye Omikron-variant som værende »af bekymring«.
WHO kategoriserer de forskellige varianter som værende enten af »interesse’ eller ’bekymring«. Omikron er den femte variant, der vækker »bekymring« i WHO.
ritzau
fortsæt med at læse




























