Alle over 50 år bør revaccineres hurtigere for at bremse den nye smitsomme virusvariant, siger forskere.

Omikron får forskere til at råde til et hurtigere tredje stik

Foto: Katrine Hørup Noer
Foto: Katrine Hørup Noer
Lyt til artiklen

Der er behov for at sætte meget mere fart på at få givet vaccinerede det tredje stik mod coronavirus, vurderer flere eksperter, skriver Berlingske.

Torsdag eftermiddag udtalte Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det kan give mening at revaccinere med den tredje dosis allerede tre måneder efter, man har fået stik nummer to. Men det lægger de danske myndigheder ikke umiddelbart op til. Heller ikke selv om den nye og mere smitsomme variant omikron spreder sig hastigt i øjeblikket, og selv om det tredje stik kan booste effekten af coronavaccinen.

Camilla Foged, som er professor i vaccinedesign og udrulning ved Københavns Universitet, siger til Berlingske, at flere eksperter på et møde med Sundhedsstyrelsen i denne uge har talt for at fremrykke boosterstikket for alle over 50.

»Vi holdt faktisk et møde i Sundhedsstyrelsen i går (onsdag, red.), hvor vi var flere, der mente, at nu skulle vi se at få alle over 50 vaccineret i en fart«, siger hun.

»Sundhedsstyrelsen har valgt ikke at gå videre med det«, siger hun.

Til P1 Morgen siger vicedirektør Helene Probst dog torsdag morgen, at Sundhedsstyrelsen nu overvejer at fremrykke det tredje vaccinestik mod coronavirus for personer over 40 år. Helt konkret kan vaccinerede personer mellem 40 og 65 år inden længe forvente at få en invitation til det tredje stik.

Vaccinestik nummer tre bliver i dag givet 165 dage efter det andet stik. Det er fem måneder og to uger. I andre lande har man valgt at fremskynde det tredje vaccinestik. Der er generelt skruet op for antallet af vaccinationer. Blandt andet har Sundhedsstyrelsen sat gang i vaccination af de 5-11-årige. Styrelsen oplyser også, at godt 2,5 millioner vil have modtaget en invitation til revaccination inden nytår.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her