Antallet af Omikron-tilfælde i Danmark stiger med 1.512 til 6.047 tilfælde i alt, oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse. Tirsdag var der konstateret 4535 tilfælde.
Instituttet oplyser dog, at få tilfælde af varianten ikke indgår i tallene grundet forsinkelser i data. Dermed kan der forekomme mindre ændringer i data bagudrettet. I løbet af den seneste uge er antallet af nye tilfælde med omikronvarianten steget markant hver dag.
11. december udgjorde omikron 15,6 procent af alle positive PCR-test i Danmark. 10 dage før var det 1,7 procent.
»Vi ser desværre, at antallet af nye omikrontilfælde som forventet stiger fra dag til dag. Stigningen får også de samlede smittetal til at stige. Det bekræfter, at omikronvarianten kommer til at udgøre en stor udfordring for vores samfund denne vinter«, siger Henrik Ullum, direktør i SSI, i pressemeddelelsen.
Derfor er det vigtigt at få vaccineret så mange som muligt »for at beskytte mod sygdom og belastning af vores sundhedsvæsen«.
»Det er dog også vigtigt, at vi hver især gør, hvad vi kan, for at hæmme smitten med for eksempel afstand, hygiejne og udluftning«, siger han.
Der er tirsdag 10 personer indlagt på danske hospitaler med omikron, fremgår det af SSI’s daglige rapport om omikronudviklingen.
Det er fortsat i Region Hovedstaden, at omikron fylder mest. I sidste uge udgjorde varianten 15 procent af alle positive PCR-test i regionen. Modsat udgjorde den kun 4,1 procent i Region Sjælland og Region Syddanmark.
De første to tilfælde af omikron i Danmark blev bekræftet 28. november, efter at de smittede var indrejst til Danmark fra Sydafrika. Usikkerheden om Omikron var en medvirkende faktor til, at Epidemikommissionen lørdag hævede det nationale risikoniveau til 4, hvilket er det næsthøjeste.
EU-agentur: Vi kan ikke nå at vaccinere os ud af Omikron
Omikron-variantens hurtige spredning giver »alvorlige bekymringer«, fordi den også rammer personer, der er færdigvaccinerede, lyder det onsdag i en ny risikovurdering fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC). Derfor er det ikke nok at vaccinere befolkningen, hvis man vil bremse smittespredningen, lyder det fra ECDC’s direktør, Andrea Ammon.
»I den nuværende situation vil vaccination alene ikke kunne forebygge omikron-variantens indvirkning, for der vil ikke være tid til at gøre noget ved den vaccinationskløft, der stadig findes«, siger hun i en pressemeddelelse.
To tredjedele eller mere præcist 66,8 procent af befolkningerne i EU samt Island, Norge og Liechtenstein er vaccineret. ECDC øger samtidig risikovurderingen af omikrons effekt på folkesundheden til »meget høj«.
Ud over at vaccinere så mange som muligt må regeringer genindføre eller øge mange af de tiltag, der også sidste vinter blev taget i brug for at bremse coronasmitten. Det gælder blandt andet brug af mundbind, at lade folk arbejde hjemme, undgå menneskemængder og sørge for god håndhygiejne.
»Det haster med en stærk indsats, der kan nedbringe smitten og lette den tunge byrde på sundhedsvæsnerne samt beskytte de mest sårbare i de kommende måneder«, siger Andrea Ammon og påpeger, at mange prognoser viser, at omikron er på vej til at blive den dominerende variant i mange lande.
WHO’s generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, sagde tirsdag, at omikron nu er konstateret i 77 lande. Han tilføjede, at varianten med stor sandsynlighed har bredt sig til det meste af verden »i en fart, vi ikke har set med nogen af de tidligere varianter«.
Tedros advarede i samme ombæring mod at tage for let på risikoen og afvise Omikron som værende »mild«.
»Blot antallet af tilfælde kan endnu en gang overvælde uforberedte sundhedssystemer«, sagde WHO-chefen.
Opdateres ...
Ritzau
fortsæt med at læse

























