Det er 25 dage siden, omikron blev opdaget i Danmark. Nu er det samlede antal tilfælde oppe på 11.559.

Flere end 2.500 nye omikrontilfælde er fundet det seneste døgn

Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Det samlede antal omikrontilfælde i Danmark er fredag steget til 11.559. Det er en stigning på 2.550 tilfælde på et døgn, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i Statsministeriet fredag eftermiddag. Stigningen er mindre, end den var torsdag, da der blev fundet 2.962 nye tilfælde.

Det er 25 dage siden, varianten blev opdaget i Danmark, og den fart, hvormed omikron spreder sig, udgør en væsentlig del af begrundelsen for, at regeringen nu har anbefalet Epidemiudvalget at godkende yderligere restriktioner.

»Spillereglerne er ændret af omikron, og derfor bliver vi nødt til at reagere nu«, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

I flere lande, hvor den er fundet – heriblandt Sydafrika og Storbritannien – er der set en heftig stigning i antallet af smittede. Blandt andet undersøges variantens smitsomhed og evne til at smitte på trods af vaccine og tidligere infektion.

Mette Frederiksen erkender, at der er »meget, vi ikke ved« om varianten.

»De seneste data viser, at omikron udgør mere end hver femte af alle smittetilfælde«, siger hun på pressemødet.

Det er især de unge på 20 til 29 år, der bliver smittet med omikron, fortæller direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum, som uddyber, at det især er i hovedstadsområdet, at smitten med omikron er høj. Derfor mener han, at det er en god idé at lukke nattelivet.

Der har tidligere været meldinger om, at omikron muligvis gav mindre alvorlig sygdom end andre varianter. Men den opfattelse har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, advaret imod.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her