Antallet af smittede nye coronatilfælde tager et dyk, men antallet af indlagte stiger.

Efter rekorder på stribe falder antallet af nye smittede markant

De positive test er fundet blandt 233.670 prøver. Det giver en positivprocent på 3,7. Det er en del lavere end fredag, hvor tallet hed 5,03.  Foto: Thomas Borberg
De positive test er fundet blandt 233.670 prøver. Det giver en positivprocent på 3,7. Det er en del lavere end fredag, hvor tallet hed 5,03.  Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Der er ifølge Statens Serum Institut det seneste døgn fundet 8.594 nye tilfælde af coronasmitte i forbindelse med PCR-test. Det er et fald på 2.600 i forhold til fredagens tal.

De positive test er fundet blandt 233.670 prøver, hvilket giver en positivprocent på 3,7. Det er en del lavere end fredag, hvor tallet hed 5,03.

Det er umiddelbart en positiv nyhed, men det er for tidligt at konkludere, at smittestigningen er stoppet.

Det siger Svend Ellermann-Eriksen, der er ledende overlæge på Mikrobiologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

»Tallene svinger meget op og ned fra dag til dag, og derfor kan et enkelt fald ikke tages til indtægt for, at smitten er stabil igen«.

»Men vi kan håbe på, at det er reelt, og at det er fordi, at befolkningen tager det alvorligt og sørger for at lade være med at have så mange kontakter«, siger han.

Nye restriktioner træder i kraft i morgen

Fredag indførte Folketinget en lang række nye restriktioner, som først gælder fra søndag og derfor endnu ikke har haft nogen effekt endnu.

Og selv om mange efterhånden har fået det tredje vaccinestik, og skolebørnene blev sendt på tidlig juleferie tirsdag, så afspejler det sig kun meget lidt i smittetallene.

»Der kan være en begyndende effekt, men ikke så meget, at det kan forklare dagens tal«.

»Men hver enkelts private adfærd betyder noget, og derfor kan det sagtens betyde noget, at regering og sundhedsmyndigheder har meldt ud, at det er alvorligt, og at vi skal passe«.

»Hvis vi er heldige, at det er det, der er slået igennem, så er faldet reelt«, siger Svend Ellermann-Eriksen.

Antallet af indlagte stiger

Antallet af indlagte med corona er dog stadig i vækst. Det er steget med 15 og hedder nu 533.

Det dækker over, at der er sket 126 nyindlæggelser, men at der samtidig også er udskrevet en del patienter.

65 er indlagt på intensiv, hvilket er to flere end dagen før, og 35 får hjælp til vejrtrækningen af en respirator. Her er der sket et fald på to personer.

Antallet af døde er steget med 13 hen over det seneste døgn, og dermed er i alt 3067 personer døde i forbindelse med coronasygdom i Danmark.

Foruden PCR-test er der foretaget 273.834 antigentest, men antallet af positive test her tælles ikke med i statistikken over smittede.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her