Der er registreret yderligere 22.396 coronatilfælde, oplyser Statens Serum Institut (SSI). Af de 22.396 coronatilfælde er 1.459 reinfektioner – altså folk, der tidligere har været smittet med covid-19. Dermed runder Danmark en million positive coronaprøver siden pandemiens begyndelse. I alt har 1.006.295 tests været positive, viser opgørelsen fra SSI.
De 22.396 coronatilfælde er det højeste antal siden 5. januar, hvor smittetallet blev opgjort til 25.995. Og med så høje coronasmittetal og det høje antal indlagte med coronavirus på hospitalerne, bør der ikke slækkes på coronarestriktionerne, mener Åse Bengård Andersen, som er ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet.
»Det er for tidligt at åbne op for samfundet igen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ventede til, at der i flere dage havde været faldende smittetal før samfundet blev genåbnet«, siger hun.
Der er blevet foretaget i alt 184.204 pcr-prøver det seneste døgn. Dermed er andelen af positive prøver, den såkaldte positivprocent, 12,2 procent.
Tirsdag morgen var der 754 indlagte med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 23 færre end et døgn tidligere. Der er sket 181 nye indlæggelser af smittede, men da der også er sket udskrivelser, falder det samlede antal indlagte med covid-19.
Det er dog ikke alle, der er indlagt på grund af corona. Nogle er også indlagt med andre diagnoser, og så har de tilfældigvis også covid-19. SSI har anslået, at omkring hver fjerde coronasmittede patient i december var indlagt af andre årsager. Blandt de indlagte har 73 tirsdag brug for intensiv behandling, hvoraf 46 har brug for hjælp fra en respirator til at trække vejret. Det er i begge tilfælde én mindre end et døgn tidligere.
Yderligere 14 smittede er afgået ved døden. Det bringer det samlede dødstal under epidemien blandt smittede op på 3.408 i Danmark.
Det seneste døgn er der givet omkring 45.000 vaccinestik, hvoraf cirka 8 ud af 10 er revaccinationer. Det betyder, at 3.176.2122 danskere nu er revaccineret. Det svarer til 54,1 procent af den danske befolkning.
Opdateres ...
Ritzau/politiken.dk
fortsæt med at læse


























