SSI gør opmærksom på, at tallene fra private testudbydere mandag blev underestimeret, og at de derfor tirsdag er blevet overestimeret.

42.978 nye coronatilfælde: Nu er hver tredje pcr-test positiv

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

I løbet af det seneste døgn er der blevet bekræftet 42.978 coronatilfælde. 2.200 af dem er reinfektioner. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) tirsdag.

Mandag blev der blot bekræftet 29.474 coronatilfælde. SSI gør dog opmærksom på, at tallene fra private testudbydere mandag blev underestimeret, og at de derfor tirsdag er blevet overestimeret. Tirsdagens coronatilfælde er blevet fundet blandt 130.563 PCR-prøver. Det giver en andel af positive prøver på cirka 32,9 procent.

Det er en smule mere end mandag, hvor der var den hidtil højeste positivprocent på 32,16. I øvrigt stiger antallet af indlagte med 58 til 1.523. Af dem er 31 på intensiv og 13 i respirator. Det er dog langtfra alle indlagte, der er indlagt på grund af covid-19. En rapport fra Sundhedsstyrelsen viste i januar, at mellem 30 og 40 procent af de indlagte med covid-19 var indlagt af en anden årsag end coronavirussen.

»Antallet af patienter med corona på intensiv og i respirator er stadig lavt, og kun få bliver alvorligt syge set i lyset af, hvor mange smittede der er«, siger lektor og afdelingslæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby Christian Wejse.

Derudover er der registreret yderligere 30 dødsfald. Det betyder, at i alt 4.139 personer er døde med coronavirus.

Epidemien virker til at være aftagende

Tidligere tirsdag blev kontakttallet for den seneste uge beregnet til 0,9. Det skrev sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter. Det tyder på en svagt aftagende epidemi.

Heunicke oplyser desuden, at kontakttallet tirsdag er beregnet til 0,9. Han skriver videre, at antallet af bekræftede tilfælde med coronavirus er faldet den seneste uge. Dog skyldes en del af udviklingen, at færre lader sig teste. Sundhedsministeren tilføjer, at smittetallet falder i Østdanmark og særligt i hovedstaden, og at smitten ser ud til at vokse i Vestdanmark.

Magnus Heunicke kommer i sin tråd af tweets også ind på spildevandsovervågningen. Den påvirkes ikke af testaktiviteten. Spildevandsovervågningen indikerer en mindre stigning i smitte i alle regioner. Det kan ifølge ministeren tyde på, at antallet af bekræftede tilfælde er lavere end den reelle smitte.

I Københavns omegn viser spildevandsovervågningen dog, at der er et fald i smitten. Når kontakttallet er 0,9, svarer det til, at 10 smittede i gennemsnit vil smitte 9 andre.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her