Antallet af coronaindlagte stiger fredag med 11 til 1615. Det er det hidtil højeste under epidemien.

Antallet af indlagte stiger til det højeste under pandemien

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Antallet af coronaindlagte stiger til 1.615. Det er det hidtil højeste under epidemien.

Yderligere 35.658 er testet positive for covid-19 det seneste døgn, viser tal fra Statens Serum Institut fredag.

Dermed er det tredje dag i træk, at antallet af bekræftede coronatilfælde falder.

De smittede er fundet på baggrund af 121.115 PCR-prøver. Det betyder, at 29 procent af de testede har vist sig at være smittet.

1.959 af de smittede har tidligere været inficeret med coronavirus.

Vi har formentlig nået toppen af denne bølges coronasmitte.

Det vurderer Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdom ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet, efter at have set på fredagens tal fra SSI, der viser 35.658 nye smittetilfælde.

»Jeg mener, at vi har set toppen«, siger han og henviser til, at der indtil for godt en uge siden har været dage med over 50.000 smittede.

»Jeg tror, at vi i de næste to-tre uger vil se et langsomt faldende smittetal fra over 30.000 til over 20.000«.

Antallet af indlagte med corona er det seneste døgn steget med 11 til 1.615. Det er det hidtil højeste antal under epidemien.

Med til billedet hører, at covid-19 i mange tilfælde ikke er hovedårsagen til indlæggelsen.

Ud af de 1615 indlagte er 33 af dem indlagt på en intensivafdeling. Af de 33 får 19 hjælp til at trække vejret af en respirator.

Sammenlignet med de seneste dage er antallet af intensiv- og respiratorpatienter fredag højere, men det er ikke langt fra, hvad antallet har været de seneste uger.

Der er yderligere 43 coronarelaterede dødsfald. Covid-19 er ikke nødvendigvis dødsårsagen.

Seruminstituttet har tidligere estimeret, at cirka en tredjedel af dødsfaldene skyldes andre årsager end covid-19.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her