Der sidder en ung mand med ryggen krummet som et stykke kogt spaghetti i en seng på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling. Næsten to måneders alvorlig sygdom har berøvet ham muskelmasse i ben, arme og overkrop, og den lange periode på hospitalet uden at blive eksponeret for sollys har efterladt hans ansigt gråt og henfaldent. Mimikken er begrænset, øjenlågene hænger en smule. Hans fingre dirrer, når han efter nogle minutters samtale taber pusten og griber efter en tynd gennemsigtig iltslange, folder den bag nakken og propper dens to spidser i næseborene, så en smule ekstra ilt strømmer ned i lungerne, når han trækker vejret.
Mehmets forældre sidder i hver sin stol. Ingen på stuen bærer maske eller andre værnemidler, for patienten er ’afisoleret’, som det hedder, når man ikke længere kan smitte.
Faderen kniber øjnene sammen, som om han prøver at tage lidt af sønnens besvær væk, mens moderen stiller en række spørgsmål til lægen. De tør næsten ikke tro på, at deres dreng endelig er kommet hertil, hvor lægerne er begyndt at tale om, at han snart kan udskrives. Men hun er bekymret for, om han kan klare sig uden hospitalets hjælp. Hun spørger blandt andet, om han får iltflasken med hjem, men det er ikke planen. Mehmet skal helst kunne klare sig uden.
»Hvad nu, hvis han ikke kan trække vejret, når han kommer hjem?«, vil moderen vide.
