I løbet af mere end to måneder i en hospitalsseng på Hvidovre Hospital var der mørke stunder, hvor Claus holdt op med at tro på, at han ville overleve. Han begyndte at tænke, at han ligesom mange andre nok måtte herfra med et lagen over hovedet.
»Jeg var for første gang i mit liv håbløs. Det har jeg aldrig prøvet før. At give op ligger ikke til mig. Jeg er vant til at være presset. Men det har alligevel sneget sig ind på mig. Der skete noget med mig, da jeg sad alene i mørket med alle tankerne«, siger den midaldrende mand.
Det har set så sort ud undervejs, at Claus fik en giftefoged fra kommunen til i hast at møde op her på hospitalsstuen på lungemedicinsk sengeafsnit for at vie ham og hans kæreste. Han var bange for, at hun ville blive smidt ud af lejligheden, hvis han døde, for den står i hans navn.
De sad på madrassen, mens giftefogeden forkyndte deres ægteskab, og tårerne løb ned ad kinderne på Claus, mens hans kærestes tre børn iklædt grønne beskyttelsesdragter sad på en bænk som de eneste tilskuere til brylluppet. Et testamente skrev han også. For at sikre hende og ungerne.
