Klokken 9 står Oli Dalsgard foran en kæmpe fladskærm, der hænger på væggen i vagtstuen. Rutineret gennemgår han de 26 patienter, som ligger i sengene på Hvidovre Hospitals lungemedicinske afdeling denne morgen. Som afsnitsansvarlig overlæge skal han bistået af plejepersonalet – hvoraf de fleste er sygeplejersker – samt yngre læger under uddannelse lægge planer for den videre behandling af patienterne, som alle har det tilfælles, at de er så syge i deres lunger, at de har brug for hjælp på hospitalet.
»Godmorgen, alle sammen. Så er vi lidt tættere på weekenden. Det er snart lillefredag. Så bliver det fredag, og der er vegansk slik og andre lækkerier på bordet. Det bliver en god dag. Det er jeg sikker på«, lyder hans optimistiske og engagerende morgenbøn.
Ved computerne i vagtstuen smiler sygeplejerskerne. En enkelt af dem har lidt røde, trætte øjne og åbner munden i et gab. På grund af en sygemelding (corona) i aftes sprang hun til som nattevagt og er her til morgen gået direkte over i sin egen skemalagte dagvagt. Når hun får fri i eftermiddag, har hun været her 16 timer i streg.
Aktuelt er ni af sengene optaget af covid-19-patienter. Hører man kun tallet, forstår man imidlertid ikke til fulde, hvordan situationen er på sengeafsnittet sammenlignet med for blot to-tre måneder siden. Dengang var der ganske vist nogenlunde samme antal patienter med coronavirus indlagt. Nogle dage lidt flere – måske 10-12 stykker. Men de var langt sygere end dem, hvis navne og diagnose står på fladskærmen denne morgen. Dengang var deltabølgen begyndt at skabe travlhed på lungemedicinsk sengeafsnit 220, der sammen med infektionsmedicinsk tog sig af de kritisk syge patienter, der var kategoriseret som ’røde’. Det vil sige, at de havde brug for høje mængder ilt, typisk over 10 liter i minuttet, krævede intens overvågning fra plejepersonalet og ofte avanceret iltbehandling til deres plagede lunger. De risikerede lungesvigt, en del døde, andre klarede sig fri.
