Med mere end 40 års erfaring skal der noget til at ryste Claus Lund. I en menneskealder har han arbejdet som læge på et felt, hvor hans patienter per definition befinder sig på livets tyndeste isflage, hvor kun respiratorer og andre maskiner med indbygget avanceret teknologi holder døden på afstand. Han er vant til at træffe beslutninger om »at afslutte behandlingen«, som det hedder, når lægevidenskaben ikke kan gøre mere for en livstruet patient, og som ledende overlæge for intensiv og anæstesi på Hvidovre Hospital er det ham, der står til regnskab for de valg, der træffes. Det kræver en god portion stoisk ro.
Det er ingen overdrivelse at konstatere, at denne ro blev udfordret, da han i februar 2020 læste og så de første beretninger fra hospitaler i Norditalien, der i løbet af ingen tid blev overrumplet af et højt antal svært lungesyge patienter, der var ramt af den nye sygdom covid-19, der var kommet til Europa. Pludselig var lægerne tvunget til at vælge, hvem der skulle leve, og hvem der skulle dø.
»Det er et rigt område med et veludviklet sundhedsvæsen, og de er dygtige. Det gik op for mig, at corona ville komme til Danmark, og det ville blive alvorligt. Vi risikerede også at stå i nogle meget svære valg, fordi vi hverken havde personale eller respiratorer nok«, siger Claus Lund.
Endnu havde han ingen håndfast viden om, hvor alvorlig sygdommen var, og han kunne på afstand sammenligne den med en influenza. Men da de første patienter et par uger senere ankom til intensiv på Hvidovre, gik det op for ham, at det her var noget andet, som han ikke havde set før. Da han betragtede røntgenbilleder af patienternes lunger, så han, hvor svært syge de var. Betændelsen i lungerne var voldsom, og de store hvide plamager på røntgenbillederne vidnede om, at patienternes lungevæv var ødelagt af infektion.
