Antallet af indlagte med coronavirus falder med 21 til 1602. Yderligere 41 er døde.

20.266 er testet positive for coronavirus

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

20.266 personer er konstateret smittet med corona i Danmark det seneste døgn. Tallet indeholder også 18.000 testsvar fra torsdag.

Fredagens smittetal er derfor overestimeret, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

De bekræftede tilfælde er fundet blandt 80.385 PCR-test. Der betyder, at 25 procent af PCR-testene var positive for corona.

Af de 20.266 smittede har 1088 før været testede positive med corona.

Det samlede antal indlagte falder med 21 til i alt 1602 indlagte. Yderligere 41 er døde, inden for 30 dage efter at de er konstateret smittede med corona.

Det er det laveste antal indlagte på intensiv med corona i 10 dage.

Det er dog ikke alle indlagte, der er på hospitalet på grund af corona. Hvis man er indlagt for noget andet, men har en positiv coronatest, tælles man også med i SSI’s opgørelse.

Yderligere 41 personer er døde, inden for 30 dage efter at de er konstateret smittede med corona. Det er ikke sikkert, at coronavirus er dødsårsagen.

Statens Serum Institut (SSI) udsendte i slutningen af marts en rapport, hvor det vurderede, at omkring halvdelen af dødsfaldene skyldes andre årsager end covid-19.

Halvdelen døde således ikke på grund af corona, men døde af anden sygdom eller en ulykke.

En person tæller med i statistikken over coronarelaterede dødsfald, hvis vedkommende er testet positiv i en PCR-test inden for 30 dage, før døden indtræffer.

SSI meldte tirsdag ud, at kontakttallet ligger på 0,7. Det betyder, at når 10 personer er smittede med corona, smitter de samlet 7 personer. Der er dog usikkerhed forbundet med kontakttallet.

Kurven er knækket

Fredagens smittetal bekræfter, hvad vi har set komme: at epidemiens kurve er knækket.

Det siger Kasper Karmark Iversen, professor ved Københavns Universitet og overlæge på Herlev-Gentofte Hospital.

»Det kan vi se på antal smittede. Det er der ingen tvivl om længere, og vi ser nu også, at antallet af indlagte falder«.

Han vurderer, at det skyldes en immunitetseffekt.

Epidemien fylder stadig en del på hospitalerne, fordi de mange indlagte med corona skal isoleres, fortæller Kasper Karmark Iversen.

»Men den fylder mindre og mindre. Der er færre, der er syge af covid, mens flere relativt er syge med covid. Så det er arbejdsgange, der er besværliggjort, men ellers ikke«.

Han er ’helt, helt rolig’ ved, at lyntestcentrene lukkes søndag, ligesom PCR-test trappes ned.

»Vi er et sted, hvor ligegyldigt hvad vi gør, kommer smittetallet til at falde«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her