Risikoen for smitte med abekopper er moderat på globalt plan, men høj i Europa, siger WHO’s chef.

WHO i højeste alarmniveau: Abekopper er en global sundhedskrise

Foto: Cynthia S. Goldsmith/Ritzau Scanpix
Foto: Cynthia S. Goldsmith/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret med kommentar fra SSI klokken 18.41.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærer udbruddet af abekopper for en international sundhedskrise, skriver Reuters.

Det er organisationens højeste alarmniveau.

Generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus siger lørdag på et pressemøde, at der er uenighed i WHO’s ekspertgruppe, om hvorvidt udbruddet skal betegnes som en global sundhedskrise.

Ni af ekspertudvalgets medlemmer er imod, mens seks er for. WHO-chefen tog beslutningen, selv om et flertal af eksperterne ikke mente, at det var nødvendigt, forklarer han.

»Selv om jeg erklærer en international sundhedskrise, er det i øjeblikket et udbrud, der er koncentreret blandt mænd, der har sex med mænd, særligt dem med flere partnere«, siger Tedros.

Han tilføjer, at risikoen for abekopper er moderat på globalt plan. Men i Europa er risikoen høj.

Hidtil er der indberettet over 14.000 tilfælde fra 71 lande. Fem mennesker er ifølge WHO døde af sygdommen.

Flere lande har meldt om en stigning i antallet af tilfælde af abekopper siden begyndelsen af maj.

Der har ikke tidligere været større udbrud uden for Vest- og Centralafrika, hvor sygdommen længe har været udbredt.

Med de værktøjer, der er til rådighed nu, er der gode muligheder for at få udbruddet under kontrol og stoppe smittespredningen, vurderer WHO-chefen.

SSI: Ingen grund til panik

Selv om det kan lyde ildevarslende, er der tale om et virus, som hverken kan forårsage mange dødsfald eller lægge sundhedsvæsenet ned, som coronavirus kunne.

Det siger Anders Koch, der er overlæge ved Statens Serum Institut (SSI) og Rigshospitalet.

»Vi deler opmærksomheden på sygdommen, og at det er vigtigt at bremse det her udbrud, fordi det har medført et stigende antal tilfælde på kort tid, og det stiger stadig«.

»Men det er ikke, som vi ser det nu, en sygdom, som har et potentiale som covid til at forårsage mange dødsfald eller lægge sundhedsvæsenet ned«, siger han.

Når WHO erklærer en sygdom for en global sundhedskrise, betyder det ifølge Anders Koch, at landene får besked om, at de skal gøre en særlig indsats - og en koordineret indsats mod sygdommen. Desuden følger anbefalinger med til at bekæmpe udbredelsen.

Selv vil overlægen ikke kalde abekopper en global sundhedskrise.

»Det er helt klart et sundhedsproblem, der skal tages alvorligt, og det har vi også gjort i Danmark. Faktisk før vi så første tilfælde i Danmark havde vi allerede mekanismer på plads«, siger han.

Omkring halvdelen af de lande, der har indberettet tilfælde af abekopper, har adgang til vacciner mod sygdommen, meddeler organisationen.

I Danmark er der indtil videre indberettet 51 tilfælde. Det første tilfælde blev påvist 23. maj.

Det er anden gang i løbet af godt to år, at WHO erklærer en global sundhedskrise. Første gang var i slutningen af januar, da coronavirusset begyndte at brede sig fra Kina og videre til andre lande.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her