Mens coronasmitten stiger markant i hele Europa, går Danmark den modsatte vej i pandemihåndteringen og afviger fra mange af de anbefalinger, der kommer fra eksempelvis Verdenssundhedsorganisationen (WHO), det europæiske smitteagentur ECDC og de amerikanske sundhedsmyndigheder CDC.
Sådan lyder den hårde kritik fra to førende viruseksperter med danske rødder, professor Astrid Iversen fra Oxford University og professor Kristian G. Andersen fra forskningsinstituttet Scripps Research i Californien.


























