To regioners udvidede undersøgelse af benamputerede patienter går i gang mandag.
Det drejer sig om Region Syddanmark og Region Sjælland.
Det oplyser regionerne i pressemeddelelser.
Undersøgelserne vil omfatte alle sager mellem 15. juni 2013 og 31. december 2022, hvor patienter har fået foretaget amputation ved hofte, lår, knæ eller underben.
Regionernes undersøgelser kommer på bagkant af, at Region Midtjylland tidligere har oplyst, at omkring 47 patienter hvert år i en længere årrække har fået amputeret et ben, selv om det muligvis kunne have været undgået.
Nu skal uvildige speciallæger gennemgå 1.975 patienters forløb fra Region Sjælland.
I Region Syddanmark er der tale om cirka 2.500.
Undersøgelsen skal give patienterne vished om, hvorvidt de har modtaget den rette behandling.
»I de tilfælde, hvor lægerne er usikre på, om der er givet den rette behandling, skal vi give patienterne vejledning og mulighed for at søge erstatning«, siger Region Syddanmarks koncerndirektør, Kurt Espersen, i pressemeddelelsen.
»Regionen tager sagen meget alvorligt og handler derefter, da det handler om tillid og tryghed for den enkelte patient«.
Begge regioner vil benytte sig af lægefaglige eksperter fra andre regioner end deres egen.
»Patientforløbene undersøges af 15 karkirurgiske og ortopædkirurgiske speciallæger fra andre regioner end Region Syddanmark for at sikre en uvildig gennemgang af patientjournalerne«, siger Kurt Espersen.
I Region Sjælland er der foreløbig ansat 11 speciallæger til at gennemgå patientforløbene.
Undersøgelserne begynder med en gennemgang af alle de sager, hvor patienter fortsat er i live.
Regionerne vil løbende tage kontakt til patienter via digital post, hvis undersøgelserne viser, at der kan være tvivl om, hvorvidt de har fået den rette behandling.
Pårørende til patienter, der er afgået ved døden, vil blive kontaktet med hjælp fra skifteretten.
ritzau



























