De vidste, hun brugte time efter time i grupper online, hvor hun dyrkede sin passion for japansk popkultur. De tænkte, det var godt, at deres datter havde et fællesskab, hvor hendes autisme ikke stod i vejen for social kontakt, men gjorde, at hun kunne fordybe sig i et emne på et højt niveau for sin alder.
Men Josefines forældre anede intet om, at deres barn som 12-14-årig blev udsat for det ene digitale seksuelle overgreb efter det andet af en svensk mand, som hun havde fået kontakt med via interessen i manga, anime og musik. Først halvandet år efter relationen var brudt af Josefine, fik forældrene nys om, hvad der var foregået, og de meldte manden til politiet.



























