Dyrere nikotinposer og intet salg af alkohol over 6 procent til 16-17-årige. Ny forebyggelsesplan mod unges druk, røg og nikotin præsenteres om kort tid.

Så er det slut med salg af alkoholshot til unge

Ingen salg af alkohol til unge på 16-17 år over 6 procent.  Foto: Valdemar Ren
Ingen salg af alkohol til unge på 16-17 år over 6 procent. Foto: Valdemar Ren
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 12.25:

Det skal være slut med, at 16-17-årige kan købe alkohol stærkere end 6 procent. Unge må fremover slet ikke købe alkohol efter klokken 22.00 og frem til klokken 8.00 i nattelivszoner. Og prisen på de i ungdommen så populære nikotinposer stiger omkring 12 kroner.

Dermed stopper Christiansborg de 16-17-åriges mulighed for at købe alkohol op til 16,5 procent, som loven tillader i dag.

Det er delelementer i en ny, 15 sider lang forebyggelsesplan, som regeringen sammen med Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Alternativet har indgået en aftale om.

Den er målrettet børn og unges forbrug af tobak, nikotin og alkohol.

En flerstrenget indsats skal få færre unge til at ryge, drikke og forbruge nikotinprodukter, er partierne enige om:

  • Styrket kontrol og hårdere straffe ved ulovligt salg og salg af ulovlige produkter
  • Begrænset tilgængelighed af tobak, nikotin og alkohol
  • Mindre attraktive tobaks- og nikotinprodukter
  • Flere røg- og dampfrie miljøer samt fællesskaber uden tobak, nikotin og alkohol

Der afsættes fra 2024 til 2028 knap en halv milliard kroner til implementeringen af forebyggelsesplanen, og herefter 85 millioner kroner varigt til omkring 30 nye initiativer.

»Vi sætter bredt ind for at forhindre unges brug af alkohol, tobak og nikotin«, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) ifølge Ritzau ved præsentationen af planen.

Sundhedsstyrelsen mener ellers ikke, at unge under 18 år overhovedet skal kunne købe alkohol. Men det får de mulighed for i dagens aftale, som sundhedsminister Sophie Løhde (V) forsvarer.

»Vi skal lytte til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, men vi skal også huske, hvordan det er at være ung i Danmark. At ændre en kultur blandt unge i Danmark løser man ikke ved at slå dem oven i hovedet med et forbud. Jeg tror, det er naivt at tro. Selv hvis vi indførte en 18-årsgrænse i morgen, så vil den blive brudt«, siger hun.

Cigaretter stiger ikke i pris

Moderaterne er glade for dagens aftale om en forebyggelsesplan.

»Det er super skræmmende, hvordan unge mennesker bruger alkohol og nikotinprodukter i stigende grad. De ting, Moderaterne er særlig glad for, er, blandt andet, at prisen på nikotinprodukter sættes op, smagsstoffer fjernes og alkoholprocenten sættes ned«, siger politisk ordfører Monika Rubin (M) på et pressemøde.

Aftalen piller dog ikke ved prisen for cigaretter, hvilket ellers var et central punkt for Moderaterne..

Årsagen er, at det ifølge aftalen vil koste statskassen omkring fem milliarder kroner årligt i tab af afgiftsindtægter, hvis prisen på en pakke cigaretter steg til 100 kroner, siger Monika Rubin.

Aftalen giver også myndighederne flere muskler til at håndhæve loven over for butikker, der ulovligt sælger alkohol og tobak til unge.

»Der er ingen butikker i Danmark nogensinde, der er blevet frakendt retten til at sælge tobak. Det matcher overhovedet ikke den virkelighed, der er der ude«, siger Sophie Løhde.

De konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, tilføjer:

»Vi vil ikke finde os i at de unge bliver afhængige af alkohol og nikotin i den grad, der er optræk til«.

og Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her