Nyt forskningscenter skal udvikle vacciner, der skal forhindre farlige, luftbårne infektioner i at sprede sig.

Novo skyder milliarder i vaccineforskning i København

Fokus i det nye forskningscenter vil være på sygdommene tuberkulose, influenza og streptokokker, oplyser administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden, Mads Krogsgaard Thomsen. Foto: Jacob Ehrbahn
Fokus i det nye forskningscenter vil være på sygdommene tuberkulose, influenza og streptokokker, oplyser administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden, Mads Krogsgaard Thomsen. Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Et nyt center, som skal styrke forskning i vacciner mod alvorlige sygdomme, er på vej til København.

Berlingske fortæller, at Novo Nordisk Fonden vil donere 1,8 milliarder kroner til centret, som oprettes i samarbejde med Københavns Universitet.

Forskningscentrets hovedformål bliver at forhindre infektioner og forebygge, at luftbårne sygdomme spredes.

Det skal ske ved at udvikle vacciner, der skaber immunitet helt nede i lungerne, så den smittede ikke giver sygdommen videre til andre, når vedkommende for eksempel hoster eller nyser.

Fokus vil være på sygdommene tuberkulose, influenza og streptokokker.

Det skyldes ifølge Mads Krogsgaard Thomsen, der er administrerende direktør for Novo Nordisk Fonden, at det er sygdomme, der tilsammen koster millioner af liv hvert år, og som virker på hver sin måde.

»På den måde dækker vi samtidig ret bredt inden for tre af de områder, hvor der er risiko for, at en ny pandemi kunne opstå. Sker det, vil vi hurtigt kunne trække på den nyeste viden«, siger han til Berlingske.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her