En læge har udbetalt 259 honorarer for at være læge for sig selv, hvilket er i strid med reglerne, skriver DR.

Læge har på otte år udbetalt 259 honorarer til sig selv

En læge har fra 2015 til 2023 udbetalt 259 honorarer til sig selv, svarende til 26.570 kroner i bruttohonorar, skriver DR. (arkivfoto) Foto: Helle Arensbak
En læge har fra 2015 til 2023 udbetalt 259 honorarer til sig selv, svarende til 26.570 kroner i bruttohonorar, skriver DR. (arkivfoto) Foto: Helle Arensbak
Lyt til artiklen

En læge har fra 2015 til 2023 udbetalt 259 honorarer til sig selv, svarende til 26.570 kroner i bruttohonorar, skriver DR.

Region Hovedstaden har undersøgt regionens såkaldte sololæger - de læger, der arbejder alene i deres klinikker - og konkluderer, at 140 læger har fået udbetalt penge for at være læge for sig selv. Det er i strid med reglerne.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) kalder tallene foruroligende.

»Det er et klokkeklart brud på den aftale, vi har med de praktiserende læger«, siger han til DR.

Han mener, at pengene skal betales tilbage i regionens kasse. Han kalder det samtidigt ’flovt’ for de læger, der er involveret, men vil dog endnu ikke fastslå, hvorvidt der er tale om forsøg på snyd, siger han til DR.

Lægerne har blandt andet udbetalt penge for konsultationer, blodtapning og telefonkonsultationer.

Onsdag skrev Altinget, at en lang række læger har fået honorarer udbetalt for at være læge for sig selv fra 2022-2023. Her fremgik det, at det gjaldt for 144 læger.

Efter gennemgang er fire læger flyttet til registrering som kompagni, oplyser Region Hovedstaden. Antallet af læger er derfor nu på 140.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her