Et kærestepar havde været på en våd tur i byen, men på vejen hjem blev kvinden dårlig. Hun kollapsede og kunne ikke få vejret. Men et hold frivillige natteravne kom til hjælp, kvinden fik modgift fra en næsespray og vågnede straks efter. Det viste sig, at hun efter alt at dømme var blevet drugged på byturen med opioider – måske i form af en eller flere piller opløst i en drink.
»Næsesprayen reddede kvindens liv«, fastslår Michael Lodberg Olsen, der er daglig leder, social iværksætter og initiativtager til Antidote Danmark, som er en ngo af læger, sygeplejersker og frivillige, som hver dag arbejder med at forebygge og stoppe overdoser.




























