På grund af klimaforandringer varer pollensæsonen længere og er mere intens end for 40 år siden.

Græspollensæsonen er begyndt tidligere end sidste år

Lyt til artiklen

Græspollensæsonen er begyndt.

Det sker 18 dage tidligere end sidste år og følger tendensen til, at pollensæsonerne begynder stadig tidligere, er mere intense og varer længere.

Det skriver Astma-Allergi Danmark i en pressemeddelelse.

Mængden af græspollen er steget med 19 procent sammenlignet med for 40 år siden. Det viser en sammenligning af pollensæsonerne i perioden 1981 til 2001 og perioden 2011 til 2020 foretaget af Astma-Allergi Danmark.

Derudover er pollensæsonen i gennemsnit blevet 18 dage længere.

Udviklingen skyldes ifølge Astma-Allergi Danmark blandt andet klimaforandringer og øgede mængder CO2 i luften.

Ændringer i temperatur, nedbør og vindforhold på grund af klimaforandringer giver træer og buske nye vækstmuligheder, hvilket også giver en ændring i pollenmængden.

Ifølge Astma-Allergi Danmark døjer op mod 1 million danskere med pollenallergi.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her