Når halsen brænder, og ørerne gør ondt, er der stor sandsynlighed for, at du tager til lægen og får en recept.
Forbruget af penicillin og andre former for antibiotika er ifølge Lægemiddelstyrelsen steget med 32 procent siden 2000, og det hænger ifølge flere eksperter sammen med, at vi ikke har tid til at ligge i sygesengen og komme os, skriver gratisavisen 24Timer.
»Folk vil være hurtigere raske, og det skaber et behandlingspres, som gør det sværere for lægerne at undgå at skrive en recept. Samtidig er der flere sygdomme, som kan behandles med antibiotika, og det forklarer også stigningen,« siger Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi på Syddansk Universitet.



























