I Danmark er det fra i dag ulovligt at sælge produkter med et stærkt allergifremkaldende mugmiddel ved navn dimethylfumarat - eller DMF.
Det sker efter, at tusindvis af forbrugere i europæiske lande har fået voldsom udslæt af at sidde i polstrede møbler importeret fra Kina, hvor fabrikanten har anbragt en lille pose med svampemiddel.
Dansk firma solgte til Sverige
Det var den svenske professor og overlæge Magnus Bruze fra Arbejds- og Miljødermatologisk afdeling på universitetssygehuset MAS i Malmø, der sidste år var den første til at slå alarm over brugen af det allergifremkaldende stof.
Professoren påviste, at en kinesisk lænestol af mærket Tupelo, der blev solgt i Sverige af et dansk firma, afgav giftige dampe, som trænger ud gennem møblet og ind gennem tøjet til huden på de mennesker, som sætter sig i stolen.



























