Det er vigtigt at huske en effektiv after sun, når man er taget på solferie og har været lidt for nærig med den beskyttende solcreme. Tror vi.
Men der er andre behandlingsmetoder mod solskoldning, der er langt mere effektive, fastslår overlæge og professor ved dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital, Jørgen Serup.
Drop de dyre cremer
Overlægen anbefaler direkte at droppe cremer, after sun og lotions, når huden er rød og smertende.
»Creme består typisk af 70 procent vand. Når det bliver smurt ud på en varm og skoldet krop, går der cirka tre-fem minutter, førend smørelsen er fordampet igen. Det føles måske behageligt og giver umiddelbar lindring, men ærlig talt: Man kommer ikke rigtig nogen vegne med det«, siger Jørgen Serup.




























