Spørgsmål fra læser Birgitte Petersen:
Jeg har hørt, at madpapir/mellemlægspapir til f.eks. madpakker indeholder blødgørere. Det skulle være med til at gøre papiret fedttæt. Kan dette være rigtigt, og hvilke blødgørere er der i så tilfælde tale om? Svar: Jeg har aldrig hørt, at det skulle blive brugt blødgørende stoffer i madpapir. Og det virker ikke sandsynligt, at det sker. Det fedttætte papir er enten presset tæt på en mekanisk måde – altså ved at fibrene er trykket tæt sammen – eller gjort tæt ved hjælp af kemikalier. Er der brugt kemikalier, kan det f.eks. være krom, silikone- eller fluorstoffer. Disse stoffer kan udgøre et problem for både miljø og sundhed. Nogle af de fluorholdige stoffer er bl.a. mistænkt for at virke hormonforstyrrende, og nogle af kromforbindelserne kan give allergi eller kræft. Silikoneforbindelser kan være problematiske at få ud i miljøet. Du kan ikke se på madpapiret, om det er gjort tæt med kemikalier. Men der findes bagepapir og madpapir, som er mærket med miljømærket Svanen. Mærket viser, at produktet er blandt de mest miljøvenlige på markedet. Det viser også, at der ikke bruges krom eller fluor i belægningen på papiret. Berit Asmussen






























