En lørdag i november sidste år købte Anett Bloch-Jørgensen, som så mange andre gange før, en hårfarve og gik i sving med at farve sit hår.
Allerede da hun var 25 år, væltede de grå hår frem, så hun havde farvet hår lige siden – i 17 år. Men denne gang blev ikke som de utallige andre. Denne gang var hendes blik faldet på en anden hårfarve i supermarkedet i Gilleleje i Nordsjælland, hvor hun bor. Naturigin hed den. »Den så meget naturlig ud, og flere steder stod der, at den var ’organic’. Så jeg tænkte ubevidst, at den måtte være naturlig og god. Men i stedet endte jeg med at hæve så meget op i hele ansigtet, at jeg var bange for, at det skulle lukke i halsen på mig. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne trække vejret«, fortæller Anett Bloch-Jørgensen.Hver anden voksen farver hår Hun er et typisk eksempel på, hvordan en allergisk reaktion over for hårfarve af den mere alvorlige slags kan se ud. Det har mange andre også oplevet. Hver anden voksen herhjemme har farvet hår, og mere end 5 procent af dem har oplevet at få skader eller allergiske reaktioner af det, viser de seneste tal. Derfor er det nu på høje tid, at politikerne beskytter os bedre mod stofferne i produkterne, mener blandt andre seniorforsker Heidi Søsted, der er leder af Videncenter for Frisører og Kosmetikere på Gentofte Hospital. Hun så gerne, at politikerne gjorde hårfarve receptpligtig på linje med lægemidler.
Og det er ikke uden grund.LÆS ARTIKELHårfarve kan sende dig på hospitaletKemien går i immunsystemet »I de alvorlige tilfælde, hvor folk bliver indlagt på hospitalet, farer de kemiske stoffer gennem huden og tricker immunsystemet, der reagerer, fordi personen har fået for meget af de kemiske stoffer i forhold til, hvad vedkommende kan tåle«, siger hun. »Det giver ekstremt voldsomme hævelser. Typisk i ansigtet omkring øjnene, ligesom kinderne kan hæve op til næsten dobbelt størrelse. Det er nogle meget kraftige reaktioner, der kommer i kroppen, hvis man ikke kan tåle hårfarve«. Ifølge Heidi Søsted er der ikke registreret dødsfald i Danmark. »Men i nogle tilfælde får patienter, der bliver indlagt, hjælp til at trække vejret, hvis man er bange for, at de er i fare for at dø, fordi kroppens immunforsvar går helt amok«, forklarer hun.Høfeberpillen var ikke nok For Anett Bloch-Jørgensen kom det aldrig til en indlæggelse, men når hun i dag ser tilbage, synes hun selv, at hun burde have været på hospitalet. »Morgenen efter at jeg havde farvet hår, vågnede jeg med hævede og klistrede øjne. Det blev værre i løbet af dagen, men jeg tænkte ikke over, at det var hårfarve, så jeg tog en antihistamin mod høfeber, fordi jeg tænkte, det kunne være det. Men huden spændte, var varm og hævede mere og mere op«, fortæller hun. Dagen efter tog hun til egen læge, der sendte hende hjem igen med beskeden om at tage endnu en pille mod høfeber. »Jeg var målløs, for jeg så helt vanvittig ud. Jeg følte, at lægen ikke tog det alvorligt«, husker Anett Bloch-Jørgensen.Specialbehandling hjalp Dagene gik, og hun fik det ikke bedre, så hun ringede til Astma-Allergi Danmarks hjælpelinje, der kontaktede en specialist, der ordinerede en prednisolon-behandling. Det bruges ved mange forskellige sygdomme samt mod astma og allergi. Få timer efter begyndte hævelserne at falde, og efter en dag havde Anett Bloch-Jørgensen det fint igen. På trods af den alvorlige allergiske reaktion farver hun dog stadig hår. Ikke med hårfarven fra Naturigin, men med den, hun har brugt i mange år:LÆS ARTIKELKemikalier skader mere end ventetFarver stadig håret »Jeg ville føle mig så gammel, hvis jeg skulle til at være gråhåret nu, så efter noget tid og med bankende hjerte købte jeg en hårfarve og puttede den i håret. Jeg var nervøs for, at der skulle komme en reaktion, men det gjorde der ikke«. Hvorfor hun reagerede så voldsomt på den nye hårfarve frem for den, hun plejede at bruge, ved hun ikke. »Måske har det været en kombination af, at der kan have været forskellige typer farvestoffer i hårfarverne. Og måske har der været nogle parfumestoffer i den fra Naturigin, som jeg ikke kan tåle, da jeg har lidt parfumeallergi. Tilsammen har det været en bombe for mig«, siger den 42-årige kvinde.Pas på hennatatoveringer Faktisk kan der være mange årsager til, at nogle reagerer allergisk på hårfarve – og at andre ikke gør. Det fortæller professor og leder af Videncenter for Allergi, Jeanne Duus. »Det kan have noget at gøre med, hvor tit man farver håret, hvor mørke toner man er ovre i, hvilket produkt man bruger, samt om man selv er følsom. Så der er mange ting, der kan være med til at udvikle allergi over for hårfarve«, siger hun. Har man tidligere fået en sort hennatatovering, der er populære på festivaler og på nogle feriemål, er man især i fare for at reagere, hvis man senere farver hår.LÆS ARTIKELUlovlige hennatatoveringer skader for livet »I sorte hennatatoveringer kan der være det sorte farvestof PPD, som der også er i hårfarver. Man er specielt i risikozonen for at få en allergisk reaktion, hvis man har fået eksem af tatoveringen. Så ved man, at man er allergisk over for sort farvestof. Og så er det absolut forbudt at komme i nærheden af nogen form for hårfarve«, advarer hun.Du kan læse meget mere om allergi forårsaget af kosmetikprodukter og få gode råd i septemberudgaven af Astma-Allergi Danmarks medlemsblad.




























