DSB’s 32 ME-lokomotiver har været en politisk hovedpine længe. I flere år har skiftende transportministre lovet en løsning på problemet med de gamle ME-lokomotiver, der primært huserer i regionaltogstrafikken på Sjælland og stammer fra begyndelsen af 1980’erne.
LÆS OGSÅ Togvogne er fulde af farlige partikler
Selv om miljøminister Ida Auken (SF) så sent som i december sidste år lovede bekymrede københavnere, at de forurenende diesellokomotiver så hurtigt som muligt skulle ud af hovedstaden, er det ikke sket. Auken sendte dengang Miljøstyrelsen til Valby og Vesterbro for at måle forureningen og sagde til Politiken: »Så snart vi har resultaterne – omkring nytår – vil jeg tage kontakt til transportministeren«. Nu ønsker hun ikke at udtale sig om sagen og henviser til transportministeren.




























