Spørgsmål fra læser Mette Gad:
Jeg har lige læst din oplysende, underholdende og letlæste bog ’Sandheden om sundhed’, og her er et eksempel på, hvordan man kan forhindre bevægelse i hverdagen:
Jeg går to gange om året til kontrol på onkologisk ambulatorium på Rigshospitalet; det ligger på 6. sal på Juliane Maries Vej. I går tog jeg elevatoren op, da jeg var lidt sent på den og slæbte på en tung cykeltaske med regntøj og gummistøvler. Efter undersøgelsen gik jeg ned ad trappen fra 6. sal og opdagede først, da jeg var nede i stueetagen, at man kun kunne komme ud, hvis man havde et personalekort. Jeg gik så op til 1. sal, og der var det den samme historie. På 2. sal kunne jeg komme ud og tage en elevator ned til stueetagen.
Hvad giver du? Det er svært for mig at se, at der skulle være en speciel sikkerhedsmæssig risiko forbundet med, at patienter og andre ikke-ansatte benytter trappen. De, der vil noget ondt, kan vel bare vride nødudgangsdækket af dørhåndtagene. Siden jeg blev frisk efter min kræftoperation, har jeg for det meste taget trapperne. Hvorfor skal jeg hindres i det?




























