Hun elsker at feste. Men festerne er blevet kortere. For selv om den 44-årige Tina Brødholt har høreapparat på begge ører, er det anstrengende at være sammen med andre mennesker. »Jeg bruger simpelthen så meget energi på at høre og på at følge med i, hvad der bliver sagt, og det trætter mig meget. Men jeg har altid elsket at feste og vil nødig opgive det. Så må jeg bare gå tidligere hjem«, fortæller Tina Brødholt. Festerne og sammenkomsterne er ikke kun blevet kortere. De er også blevet mindre sjove. Som da hun for nylig var til to gange 40-års fødselsdag med masser af taler og indslag. »Pludselig grinte alle ad en tale. Men lige den ene sætning, der var sjov, fangede jeg ikke, så jeg måtte spørge min mand. Jeg sad ved siden af et tyrkisk ægtepar, som også missede mange af pointerne den aften, så vi havde det meget ens, tror jeg«, fortæller den 44-årige socialpædagog, som bor i Brabrand med sin mand og deres to børn.
LÆS ARTIKEL Det tager år at erkende dårlig hørelse
Tina Brødholt har ikke tænkt sig at blive bænkevarmer af den grund. For mindst af alt ønsker hun at ligne nogle af de unge hørehæmmede kvinder, hun har mødt på et kursus:
»Jeg har mødt dem, der får ondt i maven, bare de ser en invitation. Og som til festen sidder i et hjørne for sig selv og kun tænker på at komme hjem igen. Sådan vil jeg ikke ende«, fastslår hun.
Slut med teater
Underholdningsshow, teater og den slags er det dog uigenkaldeligt slut med.
»Det skete for fem år siden. Jeg var til en forestilling i Koncerthuset med Anne Marie Helger og Vigga Bro, og jeg gik hjem og græd bagefter, for jeg fangede simpelthen ikke det, som alle grinte ad«.
Tina Brødholt var kun 37 år, da hun fik konstateret markant nedsat hørelse på begge ører. Det kom som et chok. For selv om hendes mand insisterede på, at hun hørte dårligt, og fik hende overtalt til at gå til ørelæge, var hun slet ikke klar over, hvor slemt det faktisk stod til. »Jeg syntes ikke selv, at jeg hørte dårligt, så jeg var rystet, da lægen sagde, at jeg skulle have høreapparat på begge ører. Lægen talte begejstret om, hvor langt teknologien er kommet, mens jeg var totalt chokeret. Pludselig var jeg handikappet. Det var en stor sorg, for hørelsen er en af vores vigtigste sanser«, fortæller Tina Brødholt. Et langt halvt års ventetid Tina Brødholt ventede i et halvt år på at få høreapparat. Det er længe, når man har et handikap, pointerer hun. I det halve år gik det konstant ned ad bakke med hørelsen. De lyse diskanttoner forsvandt. »Jeg opdagede, at jeg ikke kunne høre mobilen, når den ringede. Heller ikke mikroovnen, dørklokken og vækkeuret. I starten slog jeg mig til tåls med, at jeg kunne afhjælpes med høreapparater, men da min hørelse blev ved med at blive dårligere, blev jeg bange og meget ked af det. Ville jeg ende som døv? Hvor længe kan jeg arbejde? Min hørelse bliver kun dårligere og dårligere, og det gør mig virkelig bange«, fortæller Tina Brødholt.
