For et års tid siden gik pædagogstuderende Patrik Heidemann og overvejede, om han skulle droppe ud af studiet. Han kunne ikke rigtig finde motivationen, husker han.
Det var et særligt valgfag, der alligevel fik ham til at hænge i. Undervisningen i faget natur og udeliv foregik i et område med bålplads, smedje og trælager ikke langt fra de almindelige klasselokaler på professionshøjskolen UC SYD i Esbjerg. Her hang han ud i timevis med studiekammeraten Simon Christiansen.