Meget få beskeder på Aula bliver modtaget med klapsalver. Men da forældrene fra Dansborgskolen i Hvidovre åbnede deres postkasse lige inden sommerferien, måtte mange spontant rose skolen i en målestok, skoleleder Kasper Nyholm ikke er forvænt med.
I Aula lå der en invitation til et stormøde, der skulle præsentere forslaget om en kontrakt, som forældrene kan underskrive. En kontrakt om, at deres børn først må få sociale medier på mobil, iPad og computer i 8. klasse. Og det gælder ikke bare i skolen, men også i fritiden.


























