I den seneste Pisa-undersøgelse fra september takkede 215 ud af 398 skoler nej til at være med.

Rekordmange skoler fravalgte at deltage i Pisa-undersøgelse

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Over halvdelen af de danske skoler, der blev udvalgt til den seneste Pisa-undersøgelse, takkede nej til at deltage.

I alt blev 398 skoler udtrukket til undersøgelsen. Af dem valgte 215 ikke at deltage.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Når en udvalgt skole vælger at takke nej, kunne en reserveskole træde til. På forhånd var der udpeget to reserveskoler for hver af de udtrukne skoler.

Derfor endte i alt 283 skoler med at deltage i undersøgelsen. Det er dog væsentligt færre end i 2022, hvor 347 skoler deltog.

Ifølge Kristeligt Dagblad ligger antallet desuden fortsat under OECD’s ’tekniske minimumskrav’.

Ifølge Monika Klingsbjerg-Besrechel, chefkonsulent i Danmarks Statistik, som har stået for den praktiske del af undersøgelsen, har de mange afbud ikke påvirket kvaliteten af undersøgelsen.

»Heldigvis nåede vi op på en højere svarprocent, men på trods af det lå vi desværre stadig under minimumskravet fra OECD. Hvis vi ikke havde haft reserveskolerne, havde vi virkelig været i alvorlige problemer«, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Hun påpeger, at det efterfølgende blev undersøgt, om de mange afbud havde påvirket resultatet.

Her var konklusionen, at man stadig kan stole på undersøgelsen - trods den lave svarprocent.

Pisa er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer.

Den seneste Pisa-undersøgelse, der blev offentliggjort i september, viste, at de danske elevers kompetencer i både læsning, matematik og naturfag er faldet markant.

Derudover har eleverne fået det dårligste Pisa-resultat siden første undersøgelse i år 2000.

En af årsagerne til de mange afbud er, at skolerne modtager et stort antal henvendelser og spørgeskemaer.

Det fortæller Jens Mathiesen, formand for Aarhus Skolelederforening og skoleleder på Ravnbakkeskolen, til mediet.

Han peger blandt andet på henvendelser fra Rådet for Større Færdselssikkerhed og Vive samt Epinion-undersøgelser om skolemad og fravær.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her