Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Københavns Universitet ændrer opbygningen af fakulteterne, da de nuværende rammer er for vanskelige.

Københavns Universitet nedlægger Det Teologiske Fakultet efter 549 år

David Dreyer Lassen er rektor ved Københavns Universitet. Foto: Jens Dresling
David Dreyer Lassen er rektor ved Københavns Universitet. Foto: Jens Dresling

Københavns Universitet (KU) ændrer nu strukturen på forsknings- og uddannelsesinstitutionens seks fakulteter.

Konkret betyder det, at Det Teologiske Fakultet og Det Humanistiske Fakultet fra 1. januar 2028 fusioneres til et samlet Humanistisk og Teologisk Fakultet.

Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.

Da KU blev grundlagt i 1479, var det med de fire klassiske middelalderlige fakulteter: teologi, jura, medicin og filosofi.

Strukturen har ændret sig flere gange i løbet af de snart 550 år. I den nye organisering vil der være seks fakulteter. Nogle af de oprindelige fusioneres, mens andre udspringer af dem.

»Forsknings- og uddannelseslandskabet ændrer sig løbende både i Danmark og internationalt, og KU’s fakulteter har over de seneste 15 år udviklet sig meget forskelligt både i størrelse og i kompleksitet«, uddyber rektor David Dreyer Lassen i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Når forskellene bliver meget store, udfordrer det vores balance, ledelseskraft og sammenhængskraft. Og så bliver det vanskeligere at skabe de gode rammer for udvikling, strategisk prioritering og faglig ledelse på tværs af universitetet, der skal sikre, at vi også fremadrettet er det bedste sted for de bedste ideer.

Et fakultet er en faglig afdeling eller et hovedområde på et universitet, hvor uddannelserne hører under.

Ud over at Det Teologiske Fakultet og Det Humanistiske Fakultet fusioneres, fusioneres også Det Juridiske Fakultet og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet til et samlet Rets- og Samfundsvidenskabeligt Fakultet.

Ud af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet udspringer to nye fakulteter: et fakultet med fokus på de prækliniske fagområder og et med fokus på de kliniske fagområder.

De hedder henholdsvis Klinisk og Folkesundhedsvidenskabeligt Fakultet og Sundhedsvidenskabeligt Fakultet.

På samme måde dannes der to nye fakulteter af Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet: et fakultet for de klassiske naturvidenskabelige discipliner og et fakultet for de bio- og geovidenskabelige discipliner.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her