Minister vil satse på elitestuderende

Nye studerende bydes velkommen på Københavns Universitet. (Arkivfoto)
Nye studerende bydes velkommen på Københavns Universitet. (Arkivfoto)
Lyt til artiklen

De allerbedste studerende skal have mulighed for at blive endnu bedre. Det mener videnskabsminister Helge Sander (V), som nu ringer ind til værdikamp på universiteterne. De dygtigste skal have mulighed for at studere på eliteniveau med større pensum, flere opgaver og anerkendte forskere som undervisere. »Tiden er løbet fra det gamle tankesæt om, at hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære«, siger Helge Sander. Allerede et år før et forsøg med eliteuddannelser på kandidatniveau udløber, slår han fast, at de særlige forløb skal gøres permanente og udvides. »Vi er nødt til at kræse for vores dygtigste talenter, hvis vi skal gøre os gældende internationalt«, siger Helge Sander. Bred skepsis på universiteterne Danske Universiteter er ikke begejstret for tanken om elitekandidatuddannelser. »Jeg er meget lunken over for tankegangen. Jeg tror ikke, at det fremmer kvaliteten af universitetsuddannelserne, og vi risikerer at skabe a- og b-kandidater«, siger formand Jens Oddershede. Han henviser til, at eliteuddannelser på kandidatniveau på universiteter i Tyskland og Holland ikke har været nogen succes blandt de studerende.

Herhjemme frygter både de studerende i Danske Studerendes Fællesråd og universitetslærerne i Dansk Magisterforening, at de ordinære uddannelser bliver udsultet, hvis der kræses ekstra for eliteuddannelser.
Dansk Industri er begejstret
Men i Dansk Industri (DI) er der fuld opbakning til videnskabsministeren. »Jeg synes, det er en meget klog udmelding. Jeg forventer, at ministeren nu finder penge til det«, siger forskningspolitisk chef Charlotte Rønhof. Med det nuværende forsøg får universiteterne 30.000 kroner i ekstra bevilling per studerende. Men frygt for forskelsbehandling bør ikke gå ud over studerende med ekstra potentiale, mener DI. »Det er så ærgerligt, at hver gang vi taler om de dygtigste, så begynder man at tale om a- og b-hold«, siger Charlotte Rønhof. S undrer sig over timingen Forsøgene med eliteuddannelser er aftalt i forliget om Globaliseringspuljen, som Socialdemokraterne er med i. Og forskningsordfører Kirsten Brosbøl (S) undrer sig over, at ministeren melder ud, inden forsøgsordningen er evalueret. »Det er fint nok at lave de her forsøg, og jeg tror, at vi i en eller anden form skal videreudvikle tanken om elitemiljøer«, siger Kirsten Brosbøl og understreger, at det ikke må ske på bekostning af de ordinære uddannelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her