Der falder flere topkarakterer til de danske studenter i år.
Gymnasierektorer, elever og undervisningsministerium regner alle med, at tendensen fra de senere år fortsætter. Men selv om de mange 12-taller og nye supergennemsnit får mere alderstegne studenter anno ug+ og 13-skalaen til at vrisse ’karakterinflation’, gives der færre topkarakterer i Danmark end i andre europæiske lande. Det siger Jørgen Balling Rasmussen, undervisningskonsulent i Undervisningsministeriet. »Der er en stigning i antallet af elever, som får 12. I andre europæiske lande er det i gennemsnit 10 procent af en studenterpopulation, som får 12. Der er vi ikke helt endnu«, siger han. Udenlandske universiteter kræver topkarakterer Det var målet med den 12-skala, som blev indført i 2007 og afløste 13-skalaen. 13-tallet blev givet for den fejlfrie præstation, hvor der blev ydet noget ekstraordinært og var derfor over kravet i den europæiske toppræstation. »Vi kunne ikke have, at der var en meget lille del af de danske studenter, som fik topkarakterer, når man på udenlandske universiteter kræver topkarakterer for at få adgang. Så var det en hindring for danske elever for at komme ind på samme niveau som andre«, siger Jørgen Balling Rasmussen. Samtidig med at der sidste år – og efter alt at dømme også i år – bliver flere 12-taller, så bliver der samtidig flere karakterer i bunden.




























