Universiteterne har kun kunnet levere 70 ekstra pladser, efter at videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) for knap tre uger siden skrev til dem og opfordrede til at udvide antallet af pladser for at imødekomme det ekstraordinært store antal ansøgere i år. Charlotte Sahl Madsen afviser dog, at hun er skuffet. »Jeg har fuld forståelse for, at de får brevet så sent, at de allerede er i gang med at planlægge, og det vil jeg da godt tage på mig. Jeg ser lige så meget brevet som et oplæg til en dialog om, hvordan vi kommer i gang med at udvide til næste år, altså sensommeren 2011«, siger ministeren. Giver ikke meget for Sahl-Madsens skinmanøvre 32.525 søger optagelse i år. Det er 10 procent flere end sidste år og flere end nogensinde.
Det betyder, at et rekordstort antal af dem kan forvente, at det svarbrev, der dumper ind ad brevsprækken senere denne uge, indeholder et afslag. Socialdemokraternes forskningsordfører, Kirsten Brosbøl, kritiserer ministeren for at være alt for sent ude og kalder hendes brev for en »skinmanøvre«. »Allerede sidste sommer stod vi i en tilsvarende situation, hvor ansøgertallet var rekordstort, og hvor 7.000-8.000 blev afvist i første runde. Allerede dengang opfordrede vi til at lægge en samlet strategi for at øge antallet af pladser – så jeg synes, det er meget sent ude, og jeg giver ikke meget for den skinmanøvre, hun er ude i her«. Kun mindre justeringer Charlotte Sahl-Madsen henviser til, at det er universiteterne selv, der bestemmer antallet af pladser på langt de fleste uddannelser. »Jeg kan ikke beslutte, hvor mange der kan optages«, siger hun.



























