Kommende lærere, pædagoger og sygeplejersker må se frem til færre undervisere og dårligere undervisning på deres studiested på landets professionshøjskoler. Sådan lyder meldingen fra formanden for Professionshøjskolernes Rektorkollegium, Laust Joen Jakobsen, efter regeringen med den nye finanslov har lagt endnu et sparekrav oven på professionshøjskolerne. Hvis man ser både genopretningsplanen og finansloven tilsammen, står landets syv professionshøjskoler over for at skulle spare 144 millioner kroner til næste år. Det svarer til at skære omkring 3.000 kroner per studerende. Frem til 2014 skal skolerne spare cirka 360 millioner kroner. »Så voldsomme besparelser kommer til at koste afskedigelser over hele bordet, både i ledelsen, i administrationen og blandt underviserne. Og det vil selvfølgelig gå kraftigt ud over kvaliteten i undervisningen«, siger Laust Joen Jakobsen. »Ren knockout« Professionshøjskolerne dækker over en lang række mellemlange videregående uddannelser som blandt andet jordemor-, sygeplejerske-, socialrådgiver- og læreruddannelsen. »Vi står over for et kæmpe generationsskifte i samfundet blandt lærere og sygeplejersker. Derfor ønsker politikerne, at der bliver optaget flere på vores uddannelser, og at frafaldet bliver mindre. Og det er faktisk lykkedes os at få vendt den negative kurve. Men de her besparelser er et rent knockout til de planer«, siger Laust Joen Jakobsen.
Udsigterne til de store besparelser vækker heller ikke begejstring blandt de studerende. Både i København, Holbæk og på Frederiksberg har studerende brugt weekenden på at arrangere demonstrationer og blokering af skolerne i dag. V: De får flere penge Venstres uddannelsesordfører, Anne-Mette Winther Christiansen, forstår godt frustrationerne, men mener ikke, at professionshøjskolerne er ekstra hårdt ramt: »Sammenlagt får de stadig flere penge end sidste år. Men fordi vi er i den heldige situation, at der er flere, der har søgt og er kommet ind på uddannelserne, vil det føles som færre penge. Virkeligheden er, at den finansielle krise ikke er ovre endnu. Og vi må alle være med til at løfte i flok«, siger hun.






























