Mere end hver tredje medarbejder på professionshøjskolerne er ansat til ledelse og administration.
Det viser professionshøjskolernes regnskaber fra 2010. Samtidig er andelen af personer, der er ansat til at undervise, mindsket, og de studerende klager over, at de har alt for få timer. Fællestillidsmanden for underviserne på University College Nordjylland, Finn Holm, ryster på hovedet. »I de gode gamle dage havde vi en rektor og en souschef. Nu har vi en rektor, en vicerektor, studiechefer, afdelingsledere og en studiekoordinator. Vi har altså fået fem ledelseslag i stedet for to«. Og de »holder rigtig mange møder«, siger han til Politiken. Minister vil undersøge økonomien Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) vil nu have et serviceeftersyn af professionshøjskolernes økonomi. »Det kan selvfølgelig ikke være meningen, at de skal bruge så mange penge på administration. Det skal gøres mere effektivt«, siger ministeren til Politiken.



























