Virksomheder, der drømmer om fast arbejde på et stort offentligt anlægsprojekt som tunnelen under Femern Bælt, skal i fremtiden ansætte praktikanter under uddannelse. Det siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V), som i fremtiden vil kræve praktikpladser i udbudsmaterialet ved store offentlige byggeopgaver. Dermed imødekommer regeringen for første gang oppositionen og fagbevægelsen, der længe har krævet de såkaldte uddannelsesklausuler ved offentlige opgaver. »Jeg vælger en ny vej, fordi den økonomiske krise har betydet, at der ikke er praktikpladser nok i især bygge- og anlægssektoren. Derfor vil vi fremover ved store offentlige projekter undersøge, om vi kan bruge uddannelsesklausuler«, siger Troels Lund Poulsen. Lærlinge ved større projekter Han vil ikke love lærlinge ved alle offentlige opgaver, men kun ved større projekter.
Som eksempel peger ministeren på, at transportminister Hans Christian Schmidt (V) vil kræve praktikpladser ved Femern Bælt-byggeriet, og at uddannelsesklausulerne også kan bruges ved nogle af Vejdirektoratets store projekter.





























