Lærere skal undervise mere og tilbringe en større del af deres arbejdstid på skolen.
Og så skal de gøre op med offerrollen, siger Stefan Hermann, der er rektor på Professionshøjskolen Metropol, hvor læreruddannelsen hører under. Budskabet bringes i dag i Politikens kronik, som handler om behovet for at øge kvaliteten i uddannelsessystemet. »Lærernes arbejdstid er organiseret på en måde, der næppe fremmer kvalitet i undervisningen. Alt handler om tid til det ene, andet og tredje. Der er brug for mere fleksibilitet og faglighed, så lærerne er mere på skolen og kan have mere tid med elever og andre lærere«, siger han.



























