Malede selvportrætter med store tilhørende talebobler spærrer for sollysets vej til indskolingsgangen på Frederiksberg Skole i Sorø.
Taleboblerne afslører billedkunstopgavens ordlyd. ’Det er rart at gå i skole, når vi læser’, fortæller den ene. ’Det er rart at gå i skole, når vi leger’. ’Det er rart at gå i skole, når man har veninder’, står der i endnu en boble. Alligevel bekymrer tre indskolingselever fra 4. b sig, når deres lærere står foran en mulig lockout. Det handler nemlig om, at de skal gå mere i skole. Mener de. »Og så kan jeg ikke gå til dans. Det starter nemlig klokken 15.30«, siger tiårige Malia Nordal.




























