Lockoutede lærere danner kilometerlang menneskekæde

PROTEST. En lang menneskekæde af lockoutede lærere demonstrerede i morges deres utilfredshed med de sammenbrudte forhandlinger.
PROTEST. En lang menneskekæde af lockoutede lærere demonstrerede i morges deres utilfredshed med de sammenbrudte forhandlinger.
Lyt til artiklen

Selv om der er 35 kilometer mellem Roskilde og København, er det tilsyneladende ikke noget problem at skabe en lang menneskekæde af lockoutede skolelærere. Opbakningen var nemlig enorm, fortæller arrangørerne bag morgenens protestaktion.

»Der har været en begejstring og en stemning, som jeg aldrig har oplevet blandt lærere. Der har stået massivt med mennesker fra Roskilde til København«, siger lærer i Albertslund Kommune og medarrangør Nikolaj Gunnarson til Ritzau.

Bilister dyttede
Aktionen foregik i dagens morgenmyldretid fra 7.30 til 8.30, og Nikolaj Gunnarson fortæller, at mange bilister dyttede som en tilkendegivelse for lærerne.

»Vi vil gerne vise, at lærerne står sammen, og at vi er klar til at kæmpe. Om det så er en måned eller to måneder. Vi er der, og vi er klar«, siger Nikolaj Gunnarson.

Uge 2 med lockout: Partier afviser fortsat indgreb i konflikt

Han anslår, at der i hvert fald deltog 5000-6000 personer i menneskekæden. Flere tilmeldte sig imidlertid i sidste øjeblik, og derfor anslår arrangørerne, at tallet formentlig er højere.

Lærerkredse fra 22 kommuner på hele Sjælland deltog i protestaktionen, som er rettet mod Kommunernes Landsforening, hvis lockout af lærerne trådte i kraft sidste mandag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her