»Hvordan tror du, det er at vågne op hver eneste morgen og bare ønske, at du var død?«. Citatet kommer fra den største undersøgelse nogensinde i Danmark, der kortlægger omfanget af mobning fra 4. klasse og opefter. Og citatet stammer fra en 11-årig pige, der blev mobbet så meget, at hun er gået ud af skolen. Og hun er ikke alene.
»Belastning for indlæringsevne«
Mindst fem elever er i gennemsnit blevet mobbet i en ganske almindelig skoleklasse – i løbet af de sidste to måneder. Og fire ud af ti elever har det rigtig skidt med, at de ikke griber ind, når en klassekammerat bliver mobbet.
Mobning er en kæmpe belastning for både undervisningsmiljøet og elevernes indlæringsevne, mener Helle Stenbro, konsulent hos Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), der i samarbejde med DR står bag undersøgelsen.
»Tallet er alarmerende højt og helt uacceptabelt, fordi det skaber mistrivsel for alle i klassen«, siger Helle Stenbro.
Skaber negativ kultur Ifølge hende går læring og trivsel altid hånd i hånd. Mobning skaber en negativ kultur, hvor alle vogter på hinanden, og ingen tør række hånden op af frygt for at komme til at sige noget dumt.




























