Landets frie grundskoler har for alvor bidt sig fast. Da sidste skoleår gik i gang, startede 15,6 procent af eleverne fra 0. til 9 klasse i en fri grundskole. Det svarer til knap hver sjette elev. I 2008 var andelen 13,9 procent. I samme periode er antallet af elever i folkeskolen faldet med knap 20.000, viser nye tal fra Undervisningsministeriets databank.
Udviklingen er et kæmpe problem, siger professor Niels Egelund, der er centerleder ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.




























