Kinesisk, brasilianske og portugisiske studier og arabisk – og op til 17 andre uddannelser – er i fare for at blive helt nedlagt på Københavns Universitet (KU). Det sker, fordi regeringen – som Politiken skrev i sidste uge – har dikteret, at knap 4.000 studiepladser på studier, der fører til høj arbejdsløshed, skal nedlægges. Det kaldes dimensionering.
Især de humanistiske fag står for skud. Blandt andet fremmedsprogene, der skal optage 30 procent færre på kandidatstudiet. Men i virkeligheden er det langt mere end 30 procent, lyder det nu fra flere universiteter.



























