I morgen klokken 13 skulle uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) have været i et hasteindkaldt samråd i Folketinget om sin plan for at skære studiepladser væk på en række studier. Ministeren var indkaldt af et flertal uden om regeringen, der ville tvinge regeringen til at gennemføre en alternativ plan for at tilpasse antallet af studiepladser på videregående uddannelser til arbejdsmarkedets behov.
Men i sidste øjeblik har Venstre aflyst forespørgslen. Det sker, fordi SF trækker sin støtte – og dermed flertallet – til den alternative plan. Det skuffer Venstres uddannelses- og forskningsordfører, Esben Lunde Larsen.




























