Når kommunerne poster penge i it i folkeskolen, sker det ofte uden foregående diskussioner om hvorfor. Hvorfor investere? Og hvorfor skal det være netop iPads eller bærbare computere frem for whiteboards? Det konstaterer professor Cathrine Hasse, der er projektleder på en fireårig undersøgelse af implementeringen af it i folkeskolen.
»Det står ikke til diskussion. Man skal bare have det nyeste. Det er kulturelle selvfølgeligheder, der er i spil, og det er det udgangspunkt, man har for overhovedet at diskutere. Der er simpelthen ting, man ikke sætter spørgsmålstegn ved«, siger hun.




























