Presset - Chaline Rasmussen, 22, studerer markedsføringsøkonom:
»Jeg har prioriteret min tid, så jeg ikke bruger al tid på at lave lektier. Jeg vil også gerne have et liv uden for skolen. Jeg kan godt nogle gange blive stresset. Det er dyrt at bo i København, og jeg er glad for at få SU, men jeg er også nødt til at arbejde ved siden af, og jeg skal også have tid til at se mine venner. Jeg kan også godt blive lidt stresset over at tænke på, om der er arbejde at få bagefter uddannelsen. Jeg tror ikke, drenge tænker så meget over tingene. Sådan er det nok helt generelt. Pigerne stresser over at få høje karakterer og over alle de krav, der er. Man skal have en uddannelse og have et arbejde og have styr på det hele«.
Ambitiøs - Emil Aaberg, 27, studerer international handel og markedsføring:
»Jeg tror ikke, mænd er bange for at gå til studievejledningen og bede om råd eller ser det som et nederlag. Men deres ambitionsniveau er måske ikke på samme niveau som kvindernes. Pigerne er bedre til at få høje karakterer. Det er ikke nødvendigvis mit mål. Jeg vil bare gerne have noget ud af mit studie. Hvad der står på af tal, betyder ikke så meget. Det kan godt virke som om, pigerne pisker sig selv lidt hårdt. Det kan være om alt fra påklædning og udseende til karakterer. De vil gerne fremstille sig selv på en bestemt måde. Det er også fint, så længe de er glade«.Foto: MIRIAM DALSGAARD.




























